— Her er jo brilliant! sier Gaarder — men hvor
skal vi ligge?
— Jei kan bare reje op et par flatsenger til dere, sier Jensine.
— Udmærket! saa slipper vi senger herinne. Men har Di noe aftensmat til os? noe melk og smør og brø? ikke andet!
Ja da!
Og Jensine gaar ut, og vi faar sat inn noe mât, og Gaarder spiser me glubende appetit mens jei sitter der syk og nipper til et glas melk og sier ingenting — bare stirrer paa det store slag-uhre derborti kroken tilhøjre for vinduerne... aah saa langsomt viseren kryper nedover skiven... først naar den er kommen ned til hall kan vi ta afsted — der er et helt kvarter igjen...
Endeli sitter vi da i Frithofs sjægte, jei ve det forreste, Gaarder ve det agterste aarepar — og utover bugten bærer det, og nordover langs lanne, me foss for bougen, henover mot henne! mens hjerte banker i spænning og angest:
— hvordan vil hun være imot mei?...
Da vi skyter frem om den siste odden sagtner vi aaretâkene, og baaten glier stille hen foran den lille bugten hvor hun bor. Det er ganske lyst endda skjønt luften er blet overtrukket, men alt er saa stille runt omkring — det er som om alt levende er gaat til hvile untagen os. Vi sitter der tause, me aarerne tyst løftet af vanne, og stirrer spænt inn mot det lille gule badehuse derinne under skoven, mens baaten glier sagte videre af sei sell
