Side:Syk kjærlihet.djvu/224

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


nervøs at jei knapt kan sitte stille paa toften — men endeli saa glier vi da inn i Emmestadbugten.

Lyst og fredeli ligger Jensines hvite énetages hus deroppi bakken, skinnende i aftensolen — aah, saa altfor lyst og fredeli ser det ut... et hjem for muntre lykkelie mennesker, ikke for mei! gud hva skal der bli a mei... hva mon hun føler for mei naa?!...

— og vi lægger til for ennen a den høje træbryggen som stikker lang og tynn ut i vanne — her hvor hun la til den formiddan! — og jei klyver op og tar imot haann-koffertene vore som Gaarder langer op, og vi gaar sammen opover den grønne bakken mot det hvite huse. Da vi er mitt i bakken kommer Jensine ut ve siden a huse og staar og skygger me haannen for øjnene og ser ned paa os — akkurat som sist, dengangen Vera og jei kom opover og alt var forbi...

— Godag Jensine! sier Gaarder muntert da vi er naadd op til henne — jei heter Gaarder, og ham dér kjenner Di — vil Di ha os boende her en maanedstid eller to isommer?

— Jada! sier Jensine smilende og blinker til Gaarder — Di ser ut til aa være en hyggeli kar Di!... joda! værsgo!

og hun viser os inn i den store blaamalte stuen me de to vinduer ut over fjoren og det røbrune klaffebore mitt paa gulve, hvor Vera og jei sat og spiste den dagen — aah, hvor det gjør ont altsammen...