Side:Syk kjærlihet.djvu/222

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


øjnene lyser saa store derinne unner det mørke pannehaare mens hun ser sei spejdende omkring, og mit hjerte banker som det vil sprænges — hvor er hun vidunderli vakker!... Og jei som ikke kan komme derop til henne!... Dér springer Gaarder op a lann-gangen og hen til henne, og hun rækker ham haannen og snakker til ham og smiler — aah! at det ikke er mei...

Syk og febrilsk stirrer jei op paa hennes ansikt mens de staar der og snakker.

... Vil hun slet ikke se hit? — aah, om jei bare kunne faa møte hennes øjne!... har ikke Gaarder sagt henne at jei er her mon?... Der ringer det anden gang — aa gud, vil hun slet ikke se hit?... Jo, der senner hun et spejdende blik hen over dække, som søker hun efter noen... nej, der tok hun øjnene til sei igjen — aah, hun vet ikke at jei er her... og der ringer det tredje gang! og Gaarder griper fort hennes haann, løfter saa paa hatten og skynner sei ombor — herre gud, at hun ikke ser hit!...

Et øjeblik ennu staar hun der og kaster et siste blik henover dække som søker hun mei der — saa venner hun ryggen til og forsvinner inn mellem alle menneskene oppe paabryggen.

— og jei synker syk ned paa sofan derinne i røke-lugaren me bryste fuldt af graat — aah om jei bare hadde faat møte hennes øjne!...

Saa staar Gaarder i døren me smilende ansikt.