øjnene lyser saa store derinne unner det mørke pannehaare mens hun ser sei spejdende omkring, og mit hjerte banker som det vil sprænges — hvor er hun vidunderli vakker!... Og jei som ikke kan komme derop til henne!... Dér springer Gaarder op a lann-gangen og hen til henne, og hun rækker ham haannen og snakker til ham og smiler — aah! at det ikke er mei...
Syk og febrilsk stirrer jei op paa hennes ansikt mens de staar der og snakker.
... Vil hun slet ikke se hit? — aah, om jei bare kunne faa møte hennes øjne!... har ikke Gaarder sagt henne at jei er her mon?... Der ringer det anden gang — aa gud, vil hun slet ikke se hit?... Jo, der senner hun et spejdende blik hen over dække, som søker hun efter noen... nej, der tok hun øjnene til sei igjen — aah, hun vet ikke at jei er her... og der ringer det tredje gang! og Gaarder griper fort hennes haann, løfter saa paa hatten og skynner sei ombor — herre gud, at hun ikke ser hit!...
Et øjeblik ennu staar hun der og kaster et siste blik henover dække som søker hun mei der — saa venner hun ryggen til og forsvinner inn mellem alle menneskene oppe paabryggen.
— og jei synker syk ned paa sofan derinne i røke-lugaren me bryste fuldt af graat — aah om jei bare hadde faat møte hennes øjne!...
Saa staar Gaarder i døren me smilende ansikt.
