øjnes had, og jei trodde at hun ville hade mei bestandi. Og hun sitter der og ser paa mei me det stille smerteli-sanselie smile om munnen, og klapper mei af og til paa kinne og sier: « stakkar stakkars dei! »...
Og pludseli faller hun mei igjen om halsen og hvisker det kjærli, abrupt, mens hun trykker mei inntil sei —:
— Aldri mere vil jei være vonn paa dei... hører du det: aldri mere!... la det gaa som det vil... sell om det gaar galt — forfærdeli forfærdeli gla vil jei være i dei allikevel!... Og du! — hvis du saa maa ta live a dei, saa vil jei først være sammen me dei en hel dag... ganske alene me dei! fra maaren til aften... vi vil være ute i skoven — aah, hvor jei vil være gla i dei!... og saa vil vi drikke os paa lyran utover aftnen, og først sent paa nat skal du faa lov til aa ta den morfinen, og naar du saa er søvnet inn me hode i fange mit, saa skal jei skjyte dei ihjel... og siden vil jei være forfærdeli forfærdeli gla i dei bestandi — du! altid, bestandi! skjønner du det!...
— og hun holler mei ut fra sei og ser paa mei me store ville kjærlie øjne.
Beruset af henne kaster jei mei inn til hennes bryst og trykker henne krampagti inntil mei —:
— Vera, hvor jei elsker dei!... aah, saann som jei elsker dei, det kan ikke noe menneske fatte... dejlie dejlie du!... forfærdeli er det aa dø, fra
