Side:Syk kjærlihet.djvu/203

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


alt blir borte, og jei sell forsvinner inn i et sort evi rædsels mørke — —

Da jei vaagner ligger jei næsegrus paa marken, ansikte begravet i mine hænder. Me rædselen ennu bævende gjennem mei løfter jei hode og venner mei om paa siden for aa se hvor jei er — saa stanser mit hjerte:

For ennen af plassen, mitt i skovens hallrunning, staar hun, lys blaa i gul straahat, fremme mellem de forreste brune stammer, me skovens mørke tykning bak sei. Ganske stille staar hun der me en liten kurv paa armen og ser hit bort hvor jei ligge ...

Jei føler det hele som et gjøglespil a min fantasi, men i al sin dejlihet staar hun der og dit hvor hun er maa jei! — saa mærker jei me rædsel at jei kan ikke røre et lem. Naglet til pletten ligger jei der og stirrer, mens en kvalfull længsel efter henne brænner fortærende gjennem mit syke blo — aah! det er døden, det føler jei, hvis jei ikke faar komme til henne...

— og pludseli stivner alle mine muskler som i krampe, og me føtterne holt igjen ve joren løfter mit legeme sei, stift som en staalstang, op fra marken, til det danner en vinkel me joren paa en 20, 30 grader — og svinger saa, langsomt, om føtterne som centrum, me hode hen i retning mot henne, som en magnetnaal mot sin pol —

og mei er det som den kvalfulle tørst efter henne fortærer mine involle...