over et helt liv som er tapt... det er lissom ikke mit liv, men det er saa forfærdeli tongt at det er tabt... og hode mit faller af sei sell ned paa hennes bryst og hun lægger kjærli armen om halsen paa mei, og jei faar lov til aa ligge der ve hennes bryst og graate ut...
— Saa! sier hun tilslut og klapper mei venli paa kinne — ikke graat naa mer?
og jei holler strax op og tørrer øjnene og ser taknemmeli paa henne og syns hun er forfærdeli snil — og saa klapper hun mei igjen paa kinne og sier igjen noe venli til mei som jei ikke forstaar, og tar mei ve haannen og lejer mei ned paa vejen igjen og videre opover gjennem skoven. — Et par gange slipper hun haannen min, mens vi passerer forbi noen husmanns-hytter, og da længter jei efter aa komme inn i skoven igjen; men naar jei saa igjen gaar der og holler henne i haannen og ser op paa det kjære snille ansikte hennes, da syns jei igjen at alting er saa gott, og ønsker mei ingenting mere i verden.
Mitt nede i en lang brat bakke me høj skov paa begge sider stanser hun og slipper min haann — og me skræk opdager jei noe hvitt som skinner frem mellem træerne et stykke længer nede, skjønner at det er de første huse af Hvidtstén, og ser angest op paa henne.
— Ja, naa kan jei ikke la Dem følle mei længer! sier hun me store bedrøvete øjne.
Det er som trænger orene en tid for aa række
