Side:Syk kjærlihet.djvu/197

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


anstrænger mei alt hva jei kan for aa svælje. Men da jei har faat ned et par skeer er det mei ikke muli længer — og jei trækker uvilkaarli hode tilbake fra skeen og ser igjen bønli op paa henne.

— Jei kan ikke, sier jei ulykkeli.

— Jaja, saa skal Di faa slippe da! sier hun me et snilt smil, og sætter sei hen og spiser igjen.

Og jei sitter igjen der og ser paa henne, saa underli lykkeli ulykkeli, og syns det er gott aa se henne spise, gott aa se paa hennes bevægelser — ossaa saa trygt og gott aa vite at hun ikke er vonn paa mei mer...

Da hun har spist sier vi adjø til Jensine og gaar opover bakken i solskinne. Fra grinnen som lukker for Jensines lille ejendom svinger vejen strax brat op omkring foten a en stejl bjergknaus — og forsvinner saa bak den, op i skoven. Jei gaar der ve siden a henne, stille tomset i hode, og bare ser paa henne og føller henne som et barn — og saasnart vi ikke længer kan sees fra Jensines hus tar hun mei ve haannen og lejer mei, og da syns jei jei har det gott. — Litt længer oppe kommer vi til en aapning i skoven, en grøn bakke paa opsiden af vejen, og der tar hun af, og lejer mei op for bakken til noen busker i kanten a skoven. Bak dem, hvor vi ikke kan sees fra vejen, sætter vi os ned, og hun ser paa mei me store snille bedrøvete øjner og snakker noe venli til mei som jei ikke forstaar og klapper mei paa kinne. Og saa pludseli bryter graaten op i mei — en tong stille graat