Side:Syk kjærlihet.djvu/163

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


sell de letteste sænkninger i terænnet viser sei som bløte skygger — saa me ét blir alt skygge, og solen trækker sei, matt rø, opover de brune stammer langs vejens venstre side. Mattere blir den, jo længer den trækker sei opover... naa forlater den stammerne... op gjennem grenene bærer det — der kysset den trærnes top og forsvant i luften...

Hvor det er aften! stille og ensom ligger vejen nedover... saa pynteli den tar sei ut, den hvite grinnen dernede! — tænk om hun naa kom nede i svingen! kansje var de ikke me baaten allikevel faderen og Holger... aah, jei tør nok ikke gaa tilbake igjen til det rø huse — tænk om hun kom imens!

— og jei klyver over ledde og sætter mei paa sténgjære som skiller vejen fra den grønne engen, og blir sittende der og stirre nedover me bankende hjerte...

Aftnen er saa sval og stille... og fulene, hvor de synger inne mellem træerne! — elskov er deres sang, ømme spørsmaal og kjærlie svar... hør hvor de synger! — Reder har de derinne, allesammen, lune smaa reder hvor de bor hver me sin elskede... alt levende elsker — og her sitter jei og venter paa henne, den dejliste blant de dejlie... snart skal hun komme! — ossaa jei stakkars forskutte, er tilslut blet buden me inn til livets fest!...

Pludseli mærker jei at noen ser paa mei, og venner nervøst hode. Og ganske rigti: en mann