og i en fart faar jei døren op og hopper ut — men stanser saa, aldeles forvirret, og vet hverken ut eller inn...
... Alt er jo forbi, sier jei forfærdet til mei sell — hva i alverden skal jei gjøre? — Venne tilbake me næste tog? eller gaa der bort hvor hun bor og forsøke aa faa snakke me henne ennu engang?... Naturlivis! naturlivis! det maa jei jo! — hun kan ikke bli vonn paa mei for det.
— og jei skynner mei afsted opover de bratte solbeskinnete bakkerne, mot kirken deroppe. Angesten rinner mei ned gjennem hver nerve mens jei gaar og jei ryster fortvilet mine knyttede hænder fremme foran tinningene og virrer idiotisk me hode og sukker det tongt hen for mei — alt er forbi, aa gud aa gud!... alt er forbi, aa gud aa gud!
— Aah, men jei maatte jo visst det paa forhaann! det var jo umuli... hun, den dejliste paa joren — og jei, elendie mann!... aa nej! — Men jei maa se henne ennu engang — Vera, aa nægt mei det ikke... bare en eneste gang, en siste?... Nej! nej! — hun nægter mei det ikke, kan ikke nægte mei det!...
og jei brister i graat a taknemmelihet over at hun er til, og synker ned ve siden a vejen og syns jei maa dø af vellysti smerte bare ve aa faa lov til aa se henne igjen...
Om litt rejser jei mei og gaar videre, fremdeles virrende me hode, men lissom trøstet allikevel — jei skal jo faa se henne igjen...
