... Toge har forlatt den siste station før Vestby, jei sitter der alene i kupéen me volsomt bankende hjerte —:
«Er hun der, er hun der ikke?... er hun der, er hun der ikke?» flyr det, suser det, surrer det runt i hode mit, fortere og fortere jo mere vi nærmer os — jei syns jei maa bli gal. Og jei biter tænderne fast sammen, griper me begge hænder omkring stokken og sætter haken haart ned paa søll-knappen — og stirrer saa, krampagti stivt, som for aa holle mei fast, paa den gul-hvite firkant af sol-lys som gjennem vindue faller støvfyldt ned paa bænken like overfor mei —
«er hun der, er hun der ikke?» — aa gud, jei blir gal!...
Pludseli sætter lokomotive i aa pipe — toge dæmper sin fart og jei farer op og stikker hode ut a vindue. I samme sekunn vet jei at hun er der ikke — paa platformen foran det gule Schwejtzerhus staar stations-mesteren og hans betjent mutters alene og stirrer mot det kommende tog.
Langsomt glier vi frem til stationen og stopper,
