— Det blir forfærdeli, sier jei sykt — aa skulle
gaa her og vente, og ikke kunne gjøre noe for aa
faa fat i henne...
— Ja, sier han — men, det gaar jo ikke an at du rejser ut til henne.
— Nej, det er det fortvilede — hva skal jei gjøre!
Gaarder trækker paa skuldrene.
— Men der er hun jo! sier han saa pludseli, og springer op — og da jei venner hode ser jei en drosche stanse ute i gaten, me Vera og Majken i. Gaarder skynner sei bort til dem og blir staaende og snakke med dem, me haannen paa vogndøren, mens jei blir sittende igjen derinne under telte, og skjælver og tør ikke — jei vet jo ikke om hun vil at noen skal se henne sammen med den fæle Hans Jæger.
Men pludseli rejser jei mei vaklende fra stolen og maa, maa didhen hvor hun er jei ossaa — saa i det samme sier hun adjø til Gaarder og droschen kjører videre uten at hun saameget som hilser bort til mei — og jei faller syk ned paa stolen igjen me bryste fuldt a graat.
Gaarder kommer fort tilbake og sætter sei —:
— Her er nøjlen til mit værelse! sier han og lægger den paa bore - hun ba dei gaa derop strax, saa skal hun komme.
Jei griper nøjlen og styrter afsted...
Inne i den lille gammeldagse stuen me blaamalte vegger, i første étage i bak-gaaren, hvor
