Sverressaga skrev igjen presten Magnus Thorhallssøn efter den sidste bok; saaledes har denne fortælling ikke været utsat for at forfalskes ved at gaa fra mund til mund.» Magnus Thorhallssøn var en av dem, som omkring 1370—1380 skrev den store samling av konge- og jarlesagaer, som kaldes Flatøyboken. Styrme Frode (d. e. eden historiekyndige») var en ældre samtidig av Snorre Sturlassøn. Han var lovsigemand 1210—1214 og 1232—1235; derefter var han prior i Videyre kloster til sin død. Ordene i Flatøyboken siger dog ikke andet end, at Styrme — likesom han har gjort ved Landnamabók — har tat en avskrift av abbed Karls Sverres saga og kanske gjort enkelte tilføielser til denne. At Styrme selv skulde ha skrevet anden del av sagaen, er høist usandsynlig. Styrme har ikke, efter hvad vi vet, gjestet Norge — ialfald ikke i længere tid. Han har neppe hat det nøie kjendskap til Sverre og til Norges geografi, som forfatteren av Sverres saga maa ha hat. Det er ogsaa levnet endel av Styrmes forfatterskap. Disse stykker viser, at Styrmes stil har været rent forskjellig fra den jevne, naturlige stil i Sverres saga. Styrmes stil er svulstig, vidløftig og tung og har meget tilfælles med den tids religiøse skrifter. Derimot findes der i Sverres saga, som vi nu kjender den, enkelte smaastykker, som efter al rimelighet lar sig henføre til Styrmes bearbeidelse. Dertil hører bl. a. endel av fortalen i Flatøyboken, hvor Sverres æt føres tilbake til Sigurd Favnesbane, Thor, Priamus, Jupiter og Adam, den legendariske drøm, som varsler Sverres fødsel (k. 1), fortællingen om, at Sverre under slaget i Norefjorden rakte hænderne i veiret og messet en sekvens, som opregner Guds navne (k. 56), og sammenligningen mellem Sverre og hans far Sigurd Mund i slutningen av sagaen.[1]
Oluf Rygh, som har utgit og fortsat P. A. Munchs oversættelse av «Norges Konge-Sagaer fra 1177 indtil anden Halvdel af det 13de Aarhundrede efter Christi Fødsel» (Kristiania 1871), var derimot av en anden mening. Han taler i fortalen til dette verk (s. VII) om forfatterskapet til Sverres saga og siger: «Sagaens Sprog og Fortællemaade er desuden helt igjennem saa ensartet, at visselig Ingen vilde have faldet paa at antage den forfattet af to forskjellige Hænder, om ikke Fortalen havde været. Men denne forekommer mig med
- ↑ Om sagaens anden del heter det i fortalen i Flatøyboken: «Den anden og sidste del av sagaen kalder folk Perfecta Fortitudo, det vil sige «fuldkommen styrke,» saasom man kunde vite, at Gud hadde git ham saa stor styrke, at han ødela og nedbrøt enhver oprørsflok, som reiste sig mot ham, hvad enten den var sammensat med større eller mindre styrke.» Navnet Perfecta Fortitudo er rimeligvis, som Finnur Jónsson mener, lavet av Magnus Thorhallssøn, og fortjener ikke nogen opmerksomhet.
