mødte Statsraaderne i Storthingets Midte. Opgaven var i Sandhed ogsaa vanskelig. Thi med den bestemte Forkjærlighed, som jeg nærer for denne Institution, maa jeg sige, at i en Nationalforsamling, der endnu ikke var naaet til politisk Modenhed, vilde jeg under en reaktionær Periode maaske have Betænkelighed ved at stemme for dens Indførelse. Tingen var, at Tilstanden og Stillingen hos os i lang Tid var vanskelig at bedømme, og de Erfaringer, man havde fra andre Lande med Hensyn til Institutionen, vare endnu ikke sikre og oplysende, ialfald ikke i tilstrækkelig Grad. Det var en Udviklingens og en Overgangens Tid; derfor maa man holde Mænd tilgode, at de ikke sluttede sig til, hvad der maa blive Resultatet, som det sidste og endelige, som det sidste Ord i Sagen.
Fra Storthingets Side var man imidlertid paa det rene med en Ting, og det var, hvad man sædvanligen har kaldt Grundlovens Gjennemførelse, det vil sige: Selvstyrelse i Overensstemmelse med Landets Forfatning. Selvstyrelsens Maal og Midler maa dog opveie alt andet for Samfundet. Men det gjaldt at finde den rette Vei. Det maa være i alles Bevidsthed, at Forsøgene og Planerne gik i helt forskjellig Retning, hvorved man kom ind paa: først direkte Valg, dernæst Stemmerettens Udvidelse, og for det tredie Statsraadernes Adgang til Storthingets Forhandlinger o. s. v. Planernes Antal var temmelig betydeligt. De var et stærkt Udtryk for Følelsen af, at man maatte gjøre noget for Trangen til at faa noget i Stand. Men om Veien var man uenig. Tilsidst samlede imidlertid Bestræbelserne sig om aarlige Storthing. Men efterat denne Reform lykkelig var vundet for vort Statsliv, traadte ogsaa Statsraadsspørgsmaalet — som jeg for Kortheds Skyld vil kalde det — ind i et nyt Stadium. Ligesom Hensigtsmæssighedshensynet vandt i Vægt ved de aarlige Storthings Indførelse, saaledes vandt ogsaa de politiske Hensyn i Betydning ved sammes Erhvervelse for vor Forfatning. Men herved er Sagens forandrede Stilling endnu ikke tilstrækkelig betegnet; den er gaaet over fra at være en Reform for sig af mere disputabel Virkning og Bærevidde, til at være en nødvendig Tillægsakt til Grundlovsbestemmelsen om aarlige Storthing, hvorved uafvendelig en ny Statsskik er indført i dette Land. Den er nødvendig for begge Statsmagter, for Storthinget ikke mindre end for Regjeringen.
For Storthinget: det maa ifølge Sagens Natur være Regjeringen, der benytter Initiativet i de vigtigste Sager og i
