Alt, hvad der i saa Henseende er sagt og fremdeles kan siges, faar forøget Vægt, efterat Indførelsen af aarlige Storthing har fundet Sted. Statsværkets Gang er derved blevet hurtigere, Opgaverne have forfleret sig, Storthingets Hverv er blevet mere omfattende og mere intenst, med andre Ord, som en høit æret Repræsentant, der ikke længere er iblandt os, har sagt: Det er blevet Sandhed nu, at Tyngdepunktet i vort offentlige Liv er henlagt i Folkeraadet. Hvert og et af disse Hensyn maa tilsige, at der bliver stadig flere Forretningsfordele forbundne med, at vi kunne staa Ansigt til Ansigt med Statsraaderne, at de ere forberedte paa at underhandle med os, og at vi kunne faa Oplysninger af dem, naar det skal være. Dette er allerede en stærk Anbefaling. Det er — kan jeg sige — hartad en Nødvendighed. Ialfald er det en Nødvendighed, hvis man vil undgaa flere Nødvendigheder, som beklageligvis gjøre sig gjældende under Thingets daglige Forretningsførelse, fordi vi ikke have det eneste tjenlige Middel til at fjerne dem: Statsraaderne i Salen.
Alt, hvad der er sagt for Hensigtsmæssigheden af Institutionen, til Bedste for dens Forretningsside — om jeg saa maa kalde det — var imidlertid ikke afgjørende og kunde heller ikke være det. Thi ved Siden frembød der sig fuldvægtige Spørgsmaal: Sagens Betydning i politisk Henseende og dens Følger, dens Forhold til Forfatningen, til Statsmyndighedernes Fordeling, til deres Virksomhed, til Samfundets store Interesser; — herom gjorde der sig — som man paa Forhaand kunde vide — forskjellige Opfatninger gjældende. Storthinget havde en Anskuelse og Regjeringen tildels en anden. Begge Statsmagter traf sammen i Hensigtsmæssighedsbetragtningerne. De have atter og atter været fremhævede, og behøve ikke at fremhæves paany, der er intet mere at høste paa den Mark. Men Statsmagterne traf ikke sammen, hvor det gjaldt den politiske Opfatning og de politiske Følger af Sagen. Det er naturligt, at enhver politisk Magt ønsker at indforlive i Forfatningen og Statslivet det, som kan være tjenligt til at styrke dens Stilling, og Midler til at fremme, hvad den anser for ret og godt for Fædrelandet. Uden Tvivl mente saaledes den norske Regjering, at den vilde faa stærke politiske Elementer ind i Tinget ved selv at komme derind, medens mange og sædvanlig Flertallet af Storthingets Medlemmer hyldede den Anskuelse, at det vilde blive end vanskeligere for Folkets Repræsentanter at faa gjennemført, hvad de ansaa for sandt folkeligt Styrelsessæt i vort Land, at faa sine Forslag igjennem, saa snart de
