mine Herrer, endelig! Institutionen vil i Sandhed være en Frugt af et langt Arbeide og mange Kampe. I over fulde halvhundrede Aar har Sagen været vor Dagsorden, den har fremkaldt en Række Komitteindstillinger, Taler, Afhandlinger og en tilsvarende Diskussion i Nationen. Fra Storthingets Side er der vist Sagen den Opmærksomhed, den kræver, ved enhver given Leilighed, og Styrelsen — mærkelig nok — har i dette Tilfælde traadt mere ud af sin Passivitet, naar det gjælder Grundlovsforandringer, end Tilfældet har været, naar andre Sager af lignende Art har været paa Bane. Den har benyttet Initiativet og den har gjort det gjentagne Gange og med kraftig Begrundelse.
Hvad speiler sig, hvad har speilet sig i disse Forhandlinger? I Sandhed, mangt og meget, fra hvad der har været virkelig stort, til hvad der har været smaat nok. Et har man dog under den lange Strid om Ideen og dens Gjennemførelse været enig om — og Anerkjendelsen har været lige stor paa begge Sider — nemlig at mægtige Hensigtsmæssighedshensyn taler for Institutionens Indførelse hos os. Kommitteen har givet denne Tanke et ligsaa berettiget som stærkt Udtryk ved Side 80[1] at henvise til en Motivering, jeg kalder stærk, den Motivering, hvormed Regjeringen fra sin Side første Gang forelagde Forslaget om Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger. Det er læst og atter læst og nu læst igjen. Jeg skal derfor ikke opholde Tiden med et Referat deraf. Men jeg vil sige, at Hensigtsmæssighedsgrundene have været fuldt anerkjendte ligefra den Dag, Sagen første Gang blev bragt paa Bane i 1821, indtil den sidste Forhandling, der foreligger før denne, og hver Gang er Udtrykket for denne Betragtning af Sagen blevet fyldigere. Fra at lade sig nøie med faa Litteraer har man seet sig nødt til at tage næsten hele Alfabetet igjennem til Hjælp blot for at numerere. Det vil sige det samme som at Hensigtsmæssighedsbetragtningerne intet har tabt i Vægt, men tvertimod stadig vundet. Herom vidne jo ogsaa alle Udtalelser, man har seet, skriftlige som mundtlige, ved Sagens gjentagne Behandling; det er saa, og det maa saa være; thi det er Begavelsernes store Hemmelighed, naar de ere beaandede af Fremtiden, nat de sige mere, end de vide; det er først efterhaanden, at alt det rige Indhold, som ligger deri, udfolder sig.
- ↑ Storthingsforhandlingerne 1872, 6te Del, Indst. S. No. 25.
