Stemmer. Ved den sidste Lejlighed stemte Sverdrup imod, men tog ikke Ordet under Debatten. I 1854 ytrede han sig i et længere Foredrag, der dog ikke er fuldstændig gjengivet[1], imod alle de med de Falsenske Forslag og den kongelige Proposition af 1851 stemmende Alternativer. Han bemærkede, at Folkemeningen ikke forlangte denne Forandring i Grundloven. Han betonede stærkt, at Kongens Raad var taget af Embedsstanden og støttede sig paa Embedsstanden. Han vilde ikke, at Statsraaderne skulde kunne optræde i Thinget som Repræsentanter for Embedsmagten. De skulde føle sig som et med Folket. Sluttelig bemærkede han, at han ansaa det saakaldte Gaarderske Forslag (vedtaget 1851) som en integrerende Del af vor Ret. Det stod hermed ikke i Modsigelse, at han havde været med at fremsætte det igjen, efter at det ikke var sanktioneret. Han havde kun gjort det for at bane Storthinget Adgang til senere, om det skulde være af en anden Mening end han, at antage det.
I 1860 forelaa de sædvanlige private Forslag.
Konstitutionskommitteens Flertal indstillede, at U. A. Motzfeldts — overensstemmende med det Falsenske fra 1851 — skulde bifaldes.
Ved Sagens Behandling den 14de Mai ytrede Sverdrup:[2]
Jeg har ved tidligere Leiligheder stemt mod denne Forandring, men agter nu at stemme for den; min Stemmegivning er grundet paa en Række af Betragtninger, som jeg i muligst Korthed skal fremhæve. Vi se, at, hvad man foreslaar at bifalde, er et stort Moment i vor konstitutionelle Udviklingshistorie; naturligvis har det sine dybe Rødder i Fortiden, men det peger ogsaa mod Fremtiden; man spørger, hvorfra er man kommen, hvorhen gaar man, naar man har et Spørgsmaal af denne Beskaffenhed at afgjøre. Jeg maa her tillade mig et ganske kort Tilbageblik paa det konstitutionelle Princips Historie.
Det er en synderlig Sag med den konstitutionelle Udvikling i det kontinentale Europa, at den er udgaaet fra Theorien; idet foregaaende Aarhundrede var der en Mand, som jeg ikke behøver at nævne, der optraadte som Skolelærer og fremsatte den Sætning, at man skulde skaffe sig en Tilstand, der indeholdt en Magtfordeling, som igjen støttede sig til bestemte Klasser i Samfundet; man vilde have en udøvende og en dømmende Magt; dernæst vilde man have den lovgivende Magt saaledes, at den repræsenterede Kongedømmet,
