at det var mod Sagens Natur, og fra et almindeligt konstitutionelt Standpunkt kunde man ikke komme til det Resultat, at Kongen skulde have absolut Veto, i hvilken Anledning han ogsaa kunde henvise til Stangs Grundlovsfortolkning. Men end ikke suspensivt Veto kunde Taleren tillægge Kongen, da han troede, at de Bestemmelser, som tillægge Kongen Sanktionsret, maatte fortolkes strikte, og § 112 indeholdt intet herom. Hvad forøvrigt den Omstændighed angik, at man før havde anholdt om Sanktion, saa indeholdtes heri ingen Erkjendelse af Nødvendigheden af saadan fra Storthingets Side, ligesom man ikke burde lægge for stor Vægt paa Exempler, hentede fra vor Konstitutions Barndom. Skulde Storthinget mod Grundlovens Bud i § 112 fatte en Beslutning, som ikke opfyldte de der opstillede Betingelser, maatte den anden Statsmagt ansees berettiget til at lade være at sætte en saadan Beslutning i Værk. Nu troede han ikke, at Storthinget længere kunde træde tilbage, efter at der var fremsat et bestemt Forslag, da en saadan Tilbagetræden ligesaa let kunde mistydes paa den ene som paa den anden Maade.
Efterat Diskussionen var bleven forsat endnu en Stund, ytrede Harris: Af hvad der nu fra flere Sider var anført, fremgik det, at flere Medlemmer ønskede at undgaa at fatte Beslutning i den ene eller den anden Retning med Hensyn til Sanktionsspørgsmaalet, og dette troede han kunde opnaaes Ved enten at udsætte Sagen eller ved at gaa ind paa et Forslag af ham saalydende: «De indkomne Forslag oversendes Konstitutionskommitteen til Indstilling som en Sag af 1ste Klasse». Schydz’s Udsættelsesforslag forkastedes derpaa med 84 Stemmer og Harris’s Forslag bifaldtes mod 25 Stemmer.
I 1854 forelaa ingen kongelig Proposition, og heller ikke senere før i 1874, da Regjeringen fremsatte Forslaget med et Tillæg om Opløsningsret for Kongen m. m. Derimod var der flere private Forslag, hvoraf dog intet opnaaede simpelt Flertal. I 1857 behandledes atter flere private Forslag, af hvilke et naaede 55 af 103
