Fordomsfrihed og det Höisind, som forstaar at sætte sig ind i andres Tankegang og ikke bebreider andre, at de handler, som man selv i deres Sted vilde handle.
Fra svensk Side stiller Spörgsmaalet sig saa: har Unionen noget Værd, hvis Sverige maa opgive sin Overledelse (Prof. H. betegner det endog som Eneledelse) af Udenrigspolitiken og flnde sig i en Fællesudövelse af Myndigheden paa dette Felt omtrent som i Österrige-Ungarn? Dette er jo ligefrem et Spörgsmaal om, hvad svenske Interesser tilsiger, intet andet. Det er en ganske unödig Gjerning af Prof. H. at polemisere mod den Mening, at Sverige, det være sig af »adelmod» eller af nogen som helst anden Grund skulde gjöre Ofre for Unionen i Strid med svenske Interesser. Nogen saadan Mening har, mig bekjendt, aldrig været udtalt, og ihvertfald ved jeg mig selv fuldstændig fri for den. Spörgsmaalet er ikke om af Hensyn til Unionen at tilsidesætte svenske Interesser; men Spörgsmaalet er, hvilke svenske Interesser er de störste, enten de som knytter sig til Unionens Bevarelse, eller de der knytter sig til Bevarelsen af status quo med Hensyn til Ordningen af Udenrigsstyrelsen.
Dette er jo et svensk Spörgsmaal, som jeg vilde savne Opfordring til at udtale mig om, hvis det ikke just var den af mig antydede Ordning af Udenrigsstyrelsen, som af Prof. H. angribes som i saa höi Grad uforenelig med svenske Interesser, og hvortil han knytter de til mig rettede Spörgsmaal.
Jeg skal derfor tillade mig i störste Korthed at gaa ind ogsaa paa denne Side af Sagen.
Som det ligger i det allerede anförte, er det ligeoverfor de unionelle Ordninger af Udenrigsstyrelsen, hvorom der kunde være Tale, ikke nok at paavise, at en saadan Ordning vilde være mindre fordelagtig for Sverige end den nu bestaaende, eller at en saadan Ordning i og for sig var behefted med Mangler eller kunde lede til en eller anden Vanskelighed eller Ulempe. At Indvendinger af denne Art vil kunne rettes mod en hvilken som helst unionel Organisation af Udenrigsstyrelsen, er paa Forhaand klart nok. Saalænge man kunde faa Normændene til at finde sig i, at den fælles Udenrigsminister var udelukkende svensk Embedsmand, alene Medlem af det svenske Statsraad og alene ansvarlig for svenske Statsmyndigheder, var jo dette baade det for Sverige bekvemmeste og indeholdt de i og for sig — bortseet fra norske Interesser — enkleste og fuldkomneste konstitutionelle Garantier. Jeg er meget fjernt fra at være blind for de Betænkeligheder, som fra svensk Side — ikke mindst under de nuværende politiske Forholde i Norge — kan reises mod at give den norske Regjering og det norske Storthing Medindflydelse paa Udenrigspolitiken. Og om jeg end ingenlunde, saaledes som Prof. H. refererer, har foreslaaet en fælles Udenrigsminister »utan bestämda konstitutionella garantier», er det dog visselig saa, at det konstitutionelle Ansvar ikke kan funktionere saa enkelt og effektivt, hvor to skal være
