er indtraadt — og for den bærer det norske Höire intet Ansvar — at det som indtil Januar 1891 var det fælles norske nationale Unionsprogram, fra da af alene blev det norske Höires Unionsprogram, men svigtedes af det nuværende Regjeringsparti, hvis Förere og Presse mere og mindre aabent har skrevet Unionens Oplösning paa sin Fane.
Just i denne Splittelse ser imidlertid Prof. H. en Grund for Sverige til at holde sig tilbage, til ikke ved en Tilslutning til det ene norske Parti at kompromettere sig lige overfor det andet, og til ikke at gjore nogen Indrömmelse, forinden Partierne i Norge er blevne enige om, hvad man fra norsk Side önsker.
Dette tager sig jo overmaade godt ud. Men neppe nogen, der for Alvor holder paa Unionen og vil arbeide for dens Bevarelse, vil lade sig bestikke af dette Ræsonnement. Det kunde lade sig höre, saa længe det endnu kun var Modaliteter det gjaldt. Men naar Stillingen er bleven den, at det just er om selve Unionens Bevarelse Striden staar, synes den af den ærede Forfatter anbefalede Neutralitet og passive Afventen af Stridens Udfald at tyde paa en alt andet end varm Interesse for det, der er Stridens Gjenstand. Den svenske Mand, som under de nuværende Omstændigheder intet andet har at sige end dette: lad Partierne i Norge först blive enige, saa skal vi se til, bör være sig bevidst, at han dermed tillige siger: det faar gaa som det kan med Unionen, det er ikke Umagen værd at söge at redde den.
Og omvendt: De der anser dette for at være Umagen værd, de vil være temmelig uimodtagelige for disse akademiske Betragtninger om Faren ved at engagere sig med det ene af de to Partier etc. De vil simpelthen sige: her er jo intet Valg; her tales ikke om norske Höiremænd og norske Venstremænd; den indre Partistrid er os ganske uvedkommende; men her tales om, hvem der vil være med at opretholde Unionen og hvem ikke. Med de förste allierer vi os; de sidste bekjæmper vi. Dette er sund Realpolitik.
Men er det da Umagen værd at arbeide for Unionens Bevarelse? Dette Spörgsmaal faar naturligvis forsaavidt en forskjellig Belysning seet fra norsk og fra svensk Side, som selve Unionsvilkaarene for Tiden er forskjellige for de to Riger. For Norges Vedkommende maa Spörgsmaalet stilles saa: Kjöbes ikke Fordelene ved Unionen for dyrt ved definitivt at maatte lægge Overledelsen af nogle af de vigtigste norske Statsanliggender i en anden Stats Haand? Kan en suveræn Stats Værdighed og Interesser i Længden forsones med en saadan Ordning? Dette er alvorlige Spörgsmaal, til hvis Belysning jeg i min forrige Artikel har sögt at yde et Bidrag.
Og naar jeg under Behandlingen af disse Spörgsmaal har vovet at »rette en varm Appel til alle svenske Mænd, der vil tænke stort og ædelt», saa har intet været fjernere fra min Tanke end — saaledes som Prof. H. har opfattet mig — at appellere til svensk »Ædelmod» for at opnaa Indrömmelse af de norske Krav. Hvad jeg har appelleret til, er den
