tvärtom.» Unionsspörgsmaalet kan blive et europæiskt Spörgsmaal og »för att möta en dylik eventualitet har Sverige behof af helt andra hjälpmedel än dem, som den norska diplomatien inom eller utom vårt utrikeskabinett kan prestera.» Jeg vil nödig krænke den ærede Forfatter; men mon jeg skulde være alene om at finde en vis Cynisme i disse Udtalelser, noget, som smager af at lade Retsspörgsmaalet aflöse af Magtspörgsmaalet? For Prof. H. er Diplomatiet, Udenrigskabinettet, Udenrigspolitiken altsammen »vår» og »vårt»; det er svenske Interesser det gjælder at varetage, og Sverige maa gjennem disse Institutioner söge at virke hen til at staa i den gunstigst mulige Stilling ligeoverfor Norge. I dette Öiemed skal altsaa Norge yde sit Bidrag til den fælles Udenrigsstyrelse! Nu kan man ganske vist gaa ud fra, at Rigernes Udenrigesminister og Diplomater fuldt vel forstaar sine Pligter som Rigernes fælles Embedsmænd og Repræsentanter og som Fölge deraf har en Opfatning af sin Opgave, som er vidt forskjellig fra den af Professor H. antydede. Men blot at noget saadant offentlig kan udtales af en anseet svensk Mand, viser, at den nuværende Ordning for Norge rummer Farer, der, forekommer det mig, for enhver uhildet Mand maa godtgjöre Berettigelsen af de fremkomne Reformkrav. Og, hvad det her særlig gjælder: i deres Öine, som anser disse Krav for uopfyldelige fra svensk Side, maa den norske Separatisme staa som den eneste konsekvente norske Unionspolitik. Eller som jeg tidligere har havt Anledning til at fremhæve: de der siger: Lad os skilles, og de der siger: Sverige maa nödvendigvis beholde Overledelsen af Udenrigspolitiken, kommer, trods sine forskjellige Udgangspunkter, til at række hinanden Haanden og gjöre fælles Front mod begge Rigers Unionsvenner, der siger: lad os holde paa Unionen og forat bevare den undergive den unionelle Bygning saadanne Udbedringer, der kan gjöre den beboelig for begge Folk.
Det er derfor heller intet nyt af Aaret, at den Retning, Prof. H. repræsenterer, ser skjævt til det unionsvenlige norske Parti, der i den indre Partipolitik betegnes som Höire, og strækker Haanden halvt ud mod vort separatistiske Venstre. Det er neppe nödvendigt at levere noget indgaaende Forsvar ligeoverfor Beskyldningerne mod vort Höire for Aar for Aar at have ændret sin Holdning i alle foreliggende Unionsspörgsmaal og for at ville overtale Sverige til at rage Kastanierne af Ilden. Hvad det sidste angaar, turde en og anden, der har staaet Begivenhederne nær, finde Grund til at spörge, om ikke Forholdet mellem Sverige og det norske Höire med adskillig större Ret kunde betegnes som det omvendte. Og hvad Forandringerne i det norske Höires Unionspolitik angaar, vil enhver Læser, der har fulgt Begivenhederne, vide, at dette Partis Unionsprogram i Principet altid har været ét og det samme, og at hvad der har vexlet og med forandrede Tidsomstændigheder nödvendigvis har maattet vexle, alene har været Inddragningen i den aktuelle Politik af Arbeidet for dette Programs Gjennemförelse i efter Omstændighederne större eller mindre Udstrækning. Kun den Hovedforandring
