af Unionsbaandene paa et nyt Punkt ikke at staa i nogen nödvendig eller endog kun rimelig Sammenhang med Gjennemförelsen paa Udenrigspolitikens Felt af den »fuldkomne Jævnlighed» mellem de to Folk, som allerede den Kgl. Proposition til Rigsakten opstillede som Unionens Program, og som det saaledes ikke skulde synes for tidligt nu at realisere.
Jeg vender efter denne lille Digression tilbage til Paavisningen af, hvilke Fölger for Opfatningen af de unionelle Reformkrav det nödvendigvis maa have, naar man med Separatisterne i Norge og Prof. Hjärnes Meningsfæller i Sverige alene, betragter Unionen som en sekundær Interesse resp. for det norske og svenske Fædreland. Fra dette Udgangspunkt er det fuldt naturligt, at det er Prof. Hjärne den ligegyldigste Ting af Verden, om den nuværende unionelle Ordning tilfredsstiller de Krav, som fra norsk Side nödvendigvis maa stilles til en Forening mellen suveræne og som saadanne ligestillede Stater. Det faar blive Normændenes egen. Sag, siger han: »Om Unionens betydelse för Norge må norrmännen själfva anställa vederbörlig undersökning» — — »Att enligt nuvarande anordning Norges konstitutionella garantier, hvad utrikespoliken angår, äro så godt som inga, må vara bedröfligt från »Ligeberettigelsens» synpunkt, men utgör intet skäl att tillfoga Sverige samma slags olägenhet.» Det er klart, at Prof. H. efter denne Maade at se Sagen paa, maatte blive fuldblods Separatist, hvis han i Tanken stillede sig paa norsk Standpunkt. Som Normand maatte han komme til at synge om kap med Björnson om den »Pagt, som vi forpestes i». Jeg formoder nemlig ikke, den ærede Forfatter mener, at Norge skulde have nogen somhelst större Opfordring end Sverige til af Hensyn til Unionen at ofre noget af de konstitutionelle Garantier. Hvorfor i Alverden skulde Norge gjöre det? Hvilken Grund skulde Normændene have til at holde paa en »bedröflig» unionel Ordning, som det svenske Folk for sit Vedkommende vilde anse uacceptabel, hvis det var Sverige »bedröfligheten» rammede?
Og skulde nogen endnu betvivle, at den nuværende Ordning i Virkeligheden er »bedröflig» for Norge i en Grad, som i Længden gjör den fuldkommen uholdbar, er Prof. H.’s Udtalelser vel skikkede til at aabne ens Öine i saa Henseende. Efter at han har talt om »Sveriges uteslutande ledning af utrikesärendena» og forklaret, at Sverige i sit Forhold til fremmede Magter har den Fordel fremfor Norge, »att tills vidare endast Sverige har att tillgå internationelt fullt erkände och bemyndigade representanter å omse sidor», opkaster han det Spörgsmaal, hvad der vil være fordelagtigst og tryggest for Sverige enten at imödekomme Norges Krav paa en unionel Organisation af Udenrigsministerembedet eller »att utan vidare tal om en dylik afträdelse sköta vårt förhållande till främmande makter på ett sätt, som kan vara egnadt att vinna deras förtroende till vår korrekta hållning i den nuvarande europeiska krisen?» Efter at have udtalt sig for det sidste Alternativ föier Forfatteren til: »Unionsfrågan såsom sådan bör underordnas en klok utrikespolitik, och icke
