Side:Svar til en kjölig svensk unionsvän.djvu/4

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

at man efter Exempler fra andre Lande kan leve omtrent lige lykkeligt og vel uden som med Union. Jeg vil ikke tvistes med den ærede Forfatter om Berettigelsen af denne Synsmaade. Det vilde lidet hjælpe. Jeg vil endog erkjende, at jeg paa Professor H.’s Præmisser vilde komme til omtrent samme Konklusion som han. Han ser nemlig saa skeptisk paa den nu bestaaende Unions reelle Værd som Forsvarsforbund, at han endog betvivler Norges Villighed til under en Krig, der nærmest maatte true Sverige, at deltage med sine Stridskræfter i det fælles Forsvar. Da han selvfölgelig ikke antyder, hvad der jo ogsaa i sig selv vilde være ligesaa fornærmeligt som grundlöst, at det norske Folk skulde være mindre villigt end det svenske til att opfylde sine unionelle Forpligtelser, maa han og de »eftertänksamme svenske man», hvortil han henviser, antagelig mene, at der omvendt heller ikke kunde gjöres Regning paa Sveriges aktive Deltagelse i Forsvaret, hvis Faren nærmest truede Norge. Er det kommet hertil med de to Folks Opfatning af sit Forhold til hinanden, indser jeg rigtignok heller ikke, hvorfor nogen svensk eller norsk Statsmand skulde »lægge to Pinder i Kors» for at hindre den formelle Oplösning af en Forening, der allerede er i Bund og Grund saa raadden. Men jeg vil rigtignok tilföie, at det er förste Gang jeg har seet en saadan Anskuelse udtalt, og at jeg særlig föler mig forvisset om, at den Tanke aldrig er opkommet hos nogen Normand, att der, saalænge den nuværende Union bestaar, kunde være Tale om at unddrage sig Pligten til under en Krig att deltage i det fælles Forsvar.

Jeg benytter Anledningen til i denne Forbindelse at berigtige en Misforstaaelse af mine Ord om den norske »Landværnsparagraf», hvori Professor H. gjör sig skyldig. Han siger at jeg beroliger svenske Læsere med, at den norske Krigsminister i Tilfælde af Krig »trygt vilde kunne sætte sig ud over Grundlovens § 25». Jeg har sagt nöiagtigt det modsatte heraf. Jeg skal ikke indlade mig paa, hvad en norsk Krigsminister i heromhandlede Tilfælde vilde anse sig berettiget til at gjöre. Men hvad jeg i min forrige Artikel fremholdt var, at »de bedste Grunde taler for den Mening», at hvert af Rigerne uden att krænke den gjensidige Forsvarspligt er berettiget til enten i sin Allmindelighed eller ved Dispositioner beregnede paa det enkelte Tilfælde at tilbageholde en Del af sine Stridskræfter i Lokalforsvarets Tjeneste, saaledes att Grl. § 25 maa ansees som en fuldt ud lovlig og forsaavidt for alle Vedkommende, altsaa ogsaa for en norsk Krigsminister bindende Bestemmelse. Meget kunde visselig tale for »försvarspliktens legala reglering», og Modstanden herimod vil efter alt at dömme neppe komme fra de norske Unionsvenners Side. Men dels synes den praktiske Betydning heraf i höi Grad overvurderet, idet der i Betragtning bl. a. af de to Rigers udstrakte Grænser og mange Angrebspunkter rimeligvis aldrig kunde blive Tale om at betage noget af Rigerne Adgang til af militære Hensyn at tilbageholde en Styrke svarende til det norske Landværn som Depoter og i Lokal forsvarets Tjeneste. Og dels synes Spörgsmaalet om en saadan Befæstelse