75
skulde blive lidt til Mad, naar det led ud paa Dagen. Og efterhvert som Tiden gik, blev jeg mer og mer aandelig og legemlig udhulet, jeg nedlod mig til mindre og mindre hæderlige Handlinger for hver Dag. Jeg løj mig frem uden at blues, snød fattige Folk for Huslejen, kæmped endog med de lumpneste Tanker om at forgribe mig paa andres Sengetæpper, alt uden Anger, uden ond Samvittighed. Der begyndte at komme raadne Flækker i mit Indre, sorte Svampe, som bredte sig mer og mer. Og oppe i Himlen sad Gud og holdt et vaagent Øje med mig og paasaa, at min Undergang foregik efter alle Kunstens Regler, jævnt og langsomt, uden Brud i Takten. Men i Helvedes Afgrund gik de arge Djævle og skød Børster over, at det vared saa længe inden jeg gjorde en Kapitalsynd, en utilgivelig Synd, for hvilken Gud i sin Retfærdighed maatte støde mig ned . . . .
Jeg forstærked min Gang, drev det til værre og værre Fart, gjorde pludselig venstre om og kom ophidset og vred ind i en lys, dekoreret Port. Jeg standsed ikke, gjorde ikke et Sekunds Ophold; men Portens hele ejendommelige Udstyr trængte Øjeblikkelig ind i min Bevidsthed, hver Ubetydelighed ved Dørene,
