72
Den sidste Rystelse, som gik gennem mit Hoved, havde gjort mig lidt mat, og jeg gik yderst langsomt og tænkte paa, hvad jeg vilde sige til Købmanden. Han var maaske en god Sjæl; stak det Lune ham, gav han mig gærne en Krone i Forskud paa Arbejdet, uden at jeg bad ham derom; saadanne Folk kunde have det med ganske fortræffelige Paafund nu og da.
Jeg sneg mig ind i en Port og sværted mine Bukseknæ med Spyt, forat se lidt ordentlig ud, lagde mit Tæppe efter mig bag en Kasse i en mørk Krog, skraaed over Gaden og traadte ind i den lille Butik.
En Mand staar og klistrer Poser af gamle Aviser.
»Jeg vilde gærne træffe Hr. Christie,« sagde jeg.
»Det er mig,« svared Manden.
Naa! Mit Navn var det og det, jeg havde været saa fri at sende ham en Ansøgning, jeg vidste ikke, om det havde nyttet mig noget?
Han gentog mit Navn et Par Gange og begyndte at le. »Nu skal De se!« sagde han og tog mit Brev op af sin Brystlomme. »Vil
