71
Menneskehav, hvor Vrag flød om. Pantsætte en andens Ejendom for et Maaltid Mad, æde og drikke sig selv til Doms, brændemærke sin Sjæl med den første lille Streg, sætte det første sorte Tegn i sin Hæderlighed, kalde sig Kæltring op i sit eget Ansigt og slaa Øjnene ned for sig selv – aldrig! Aldrig! Det havde ikke for Alvor været i min Tanke, det havde næsten ikke faldt mig ind engang; løse, jagende Strøtanker kunde man virkelig ikke svare noget for, især naar man havde en gruelig Hovedpine og bar sig næsten ihjæl paa et Sengetæppe, som tilhørte en anden Mand.
Der vilde ganske sikkert blive en Udvej til Hjælp alligevel, naar Tiden kom! Der var nu Købmanden paa Grønlandsleret, havde jeg overhængt ham hver Time paa Dagen, siden jeg sendte ham Ansøgningen? ringet paa sent og tidligt og bleven afvist? Jeg havde ikke saagodtsom mældt mig til ham og faaet Svar. Det behøved ikke at være et aldeles forgæves Forsøg, jeg havde maaske havt Lykken med mig denne Gang; Lykken havde ofte en saa underlig slynget Vej. Og jeg begav mig ud til Grønlandsleret.
