69
Det var lys Dag, da jeg slog Øjnene op, og jeg havde Følelsen af, at det led henimod Middag. Jeg trak Skoene paa, pakked atter Tæppet ind og begav mig tilbage til Byen. Ingen Sol var at se idag heller, og jeg frøs som en Hund; mine Ben var døde, og der begyndte at komme Vand ud af mine Øjne, som om de ikke taalte Dagslyset.
Klokken var tre. Sulten begyndte at blive noget slem med mig, jeg var mat og gik og kasted op lidt hist og her i Smug. Jeg svinged ned til Dampkøkkenet, læste Tavlen og trak opsigtsvækkende paa Skuldrene, som om sprængt Kød og Flæsk ikke var Mad for mig; derfra kom jeg ned paa Jærnbanetorvet.
En besynderlig Fortumlethed fôr mig med en Gang gennem Hovedet; jeg gik videre og vilde ikke agte paa det, men blev værre og værre og maatte tilsidst sætte mig paa en Trappe. Mit hele Sind gennemgik en Forandring, ligesom noget gled tilside i mit Indre, eller et Forhæng, et Væv i min Hjærne gik itu. Jeg tog efter Aanden et Par Gange og blev forundret siddende. Jeg var ikke ubevidst, jeg følte klart, hvor det værked lidt i mit Øre,
