65
Patroullen vendte Ryggen til. Jeg gaar opad Trappen og vil give mig i Snak med Manden, han hæver straks sin Økse til Honnør og venter paa, hvad jeg skal sige. Denne løftede Økse, der vender Eggen mod mig, farer mig som et koldt Hug gennem Nerverne, jeg blir stum af Rædsel foran denne væbnede Mand og trækker mig uvilkaarlig tilbage. Jeg siger intet, glider blot mer og mer bort fra ham; forat redde Skinnet, farer jeg mig med Haanden over Panden, som om jeg har glemt et eller andet, og lusker bort. Da jeg atter stod nede paa Fortouget, følte jeg mig saa frelst, som om jeg just havde undflyet en stor Fare. Og jeg skyndte mig afsted.
Kold og sulten, mer og mer uhyggelig tilmode, drev jeg opad Karl Johan; jeg begyndte at bande ganske højt og brød mig ikke om, at nogen kunde høre det. Nede ved Stortinget, lige ved den første Løve, kommer jeg pludselig ved en ny Idéassociation i Tanke paa en Maler, jeg kendte, et ungt Menneske, som jeg engang havde reddet fra et Ørefigen ude paa Tivoli, og som jeg engang senere havde været og besøgt. Jeg knipser i Fingrene og begiver mig ned i Tordenskjoldsgaden,
