61
stred som en gal, forat komme tidsnok. Jeg vred mig indad Porten, tog Trapperne i fire Spring og banked paa.
Ingen svarer.
Han er gaaet! han er gaaet! tænker jeg. Jeg prøver Døren, som er aaben, banker paa endnu engang og træder ind.
Redaktøren sidder ved sit Bord, med Ansigtet mod Vinduet og Pennen i Haanden, færdig til at skrive. Da han hører Min forpustede Hilsen, vender han sig halvt om, ser lidt paa mig, ryster paa Hovedet og siger:
»Ja, jeg har ikke faaet Tid til at læse Deres Skitse endda.«
Jeg blir saa glad over, at han da ialfald ikke endnu har kasseret den, at jeg svarer:
»Nej, kære, det forstaar jeg nok. Det haster jo ikke saa. Om et Par Dage kanske, eller . . . .«
»Ja, jeg skal se. Forresten har jeg Deres Adresse, saa.«
Og jeg glemte at oplyse om, at jeg ikke havde nogen Adresse mer.
Audiensen er forbi, jeg træder bukkende tilbage og gaar. Haabet gløder igen op i mig, endnu var intet tabt, tvertimod, jeg kunde
