60
med runde, sorgløse Ansigter. Jeg gik og tænkte ved mig selv, at de vilde tiltale mig, slænge til mig en eller anden Bemærkning eller gøre en Spillop, og da jeg var kommet dem nær nok, raabte den ene og spurgte, hvad jeg bar under Armen.
»Et Sengetæppe,« svared jeg.
»Hvormange er Klokken?« spurgte han.
»Jeg ved ikke rigtigt, omtrent tre, tænker jeg.«
Da lo de begge to og drog forbi. Jeg følte i det samme Snærten af en Tougsvøbe paa mit ene Øre, og min Hat blev reven af; de unge Mennesker kunde ikke lade mig passere, uden at gøre mig et Puds. Jeg tog mig lidt fortumlet op til Hovedet, samled min Hat op fra Grøftekanten og fortsatte min Gang. Nede ved St. Hanshaugen mødte jeg en Mand, som fortalte mig, at Klokken var over fire.
Over fire! Klokken var allerede over fire! Jeg strakte ud, næsten løb nedad Byen, bøjed af og tog ned til Bladet. Redaktøren havde maaske for længe siden været der og forladt Kontoret! Jeg gik og sprang om hinanden, snubled, stødte mod Vogne, lagde alle spadserende bag mig, hamled op med Hestene,
