53
Svar paa mit Nødraab igaar. Det er Gud! det er Gud! raabte jeg til mig selv, og jeg græd af Begejstring over mine egne Ord; nu og da maatte jeg standse op og lytte et Øjeblik om der skulde komme nogen i Trapperne. Endelig rejste jeg mig og gik; jeg gled lydløst nedad alle disse Etager og naaed uset Porten.
Gaderne var blanke af Regn, som havde faldt paa Morgenstunden, Himlen hang raa og sid over Byen, og der var ingen Steder et Solglimt at se. Hvad mon det led Dagen? Jeg gik som sædvanligt i Retning af Raadstuen og saa at Klokken var halv ni. Jeg havde altsaa et Par Timer at løbe paa; det nytted ikke at komme i Bladet før ti, kanske elleve, jeg fik drive omkring saalænge og imidlertid spekulere paa en Udvej til lidt Frokost. Jeg havde forresten ingen Frygt for at gaa sulten tilsengs den Dag; de Tider var Gudskelov over! Det var et tilbagelagt Stadium, en ond Drøm; nu fra af gik det opad!
Imidlertid var det grønne Sengetæppe mig til Besvær; jeg kunde heller ikke være bekendt at bære en saadan Ting under Armen midt for alle Folks Øjne. Hvad maatte man mene
