46
Betalingen, og jeg havde maattet dukke mig ned og snige mig forbi hende med en forlegen Hilsen. Jeg kunde ikke gøre det igen; næste Gang jeg mødte disse Øjne, vilde jeg opsige mit Rum og gøre ærligt Rede for mig; det kunde saa alligevel ikke vare ved i Længden paa denne Maade.
Da jeg kom til Udgangen af Parken, saa jeg igen den gamle Dværg, som jeg i mit Raseri havde jaget paa Flugt. Den mystiske Avispakke laa opslagen ved Siden af ham paa Bænken, fuld af Mad af forskellige Sorter, som han sad og bed af. Jeg vilde lige med ét gaa hen til ham og undsylde mig, bede om Tilgivelse for min Opførsel, men hans Mad stødte mig tilbage; de gamle Fingre, der saa ud som ti rynkede Klør, klemte modbydeligt om de fede Smørogbrød, jeg følte Kvalme og gik ham forbi, uden at tiltale ham. Han kendte mig ikke, hans Øjne stirred paa mig tørre som Horn, og hans Ansikt fortrak ikke en Mine.
Og jeg fortsatte min Vej.
Efter Sædvane standsed jeg ved hver udhængt Avis, som jeg passered, forat studere Bekendtgørelserne om ledige Pladse, og jeg
