42
blev slap og begyndte at føle mig søvnig; den store Mængde Brød, jeg havde spist, var mig heller ikke længer til synderlig Mén. I den bedste Stemning lened jeg mig bagover paa Bænken, lukked Øjnene og blev mer og mer døsig, jeg blunded og var lige ved at falde i fast Søvn, da en Parkmand lagde sin Haand paa min Skulder og sagde:
»De maa ikke sidde og sove herinde.«
»Nej,« sagde jeg og rejste mig straks. Og med ét Slag stod atter min sørgelige Stilling lyslevende for mine Øjne. Jeg maatte gøre noget, finde paa et eller andet! At søge Pladse havde ikke nyttet mig; de Anbefalinger, jeg gik og viste frem, var blevet lidt gamle og skrev sig fra altfor ukendte Personer til at kunne virke kraftigt; desuden havde disse stadige Afslag udefter Sommeren gjort mig noget forknyt. Naa – under alle Omstændigheder var min Husleje forfalden, og jeg maatte gøre en Udvej til den. Saa fik det bero med det øvrige saalænge.
Ganske uvilkaarligt havde jeg igen faaet Blyant og Papir i Hænderne, og jeg sad og skrev mekanisk Aarstallet 1848 i alle Hjørner. Om nu blot en enkelt brusende Tanke vilde
