39
Alvor. De stjaalne Arkivsager, Traktaten med en eller anden fremmed Magt, var ikke mere i min Tanke; den lille, flade Pakke laa der paa Bænken imellem os, og jeg havde ikke længer den ringeste Lyst til at undersøge den og se, hvad den indeholdt. Jeg var helt optagen af mine egne Historier, der drev underlige Syner forbi mine Øjne, Blodet steg mig til Hovedet, og jeg løj af fuld Hals.
I dette Øjeblik syntes Manden at ville gaa. Han letted paa sig og spurgte, for ikke at bryde for brat af:
»Han skal have svære Ejendomme denne Happolati?«
Hvor turde denne blinde, modbydelige Olding tumle med det fremmede Navn, jeg havde digtet op, som om det var et almindeligt Navn og stod paa hvert Høkerskildt i Byen? Han snubled aldrig paa et Bogstav og glemte ikke en Stavelse; dette Navn havde bidt sig fast i hans Hjærne og slaaet Rødder i samme Stund. Jeg blev ergerlig, en indre Forbittrelse begyndte at opstaa i mig mod dette Menneske, som intet kunde bringe i Knibe og intet gøre mistænksom.
