34
Tak, Manden røgte ikke, han havde maattet høre op, forat spare sine Øjne, han var næsten blind. Takker forresten saa meget!
Om det var længe siden hans Øjne tog Skade? Saa kunde han maaske ikke læse heller? Ikke engang Aviser?
Ikke engang Aviser, desværre!
Manden saa paa mig. De syge Øjne havde hver sin Hinde, der gav dem et glasagtigt Udseende, hans Blik blev hvidt og gjorde et modbydeligt Indtryk.
»De er fremmed her?« sagde han.
Ja. – Om han ikke engang kunde læse Titlen paa den Avis, han holdt i Haanden?
Næppe. – Forresten havde han straks hørt, at jeg var fremmed; der var noget i mit Tonefald, som sagde ham det. Der skulde saa lidet til, han hørte saa godt; om Natten, naar alle sov, kunde han høre Menneskene i Sideværelset puste . . . . Hvad jeg vilde sige, hvor bor De henne?
En Løgn stod mig med ét fuldt færdig i Hovedet. Jeg løj ufrivilligt, uden Forsæt og uden Bagtanke, jeg svared:
»Paa St. Olafs Plads Numer 2.«
