28
Jeg sad der paa Bænken og tænkte over alt dette og blev mer og mer bitter mod Gud for hans vedholdende Plagerier. Hvis han mente at drage mig nærmere til sig og gøre mig bedre ved at udpine mig og lægge Modgang paa Modgang i min Vej, saa tog han lidt fejl, kunde jeg forsikkre ham. Og jeg saa op mod det høje næsten grædende af Trods og sagde ham dette en Gang for alle i mit stille Sind.
Stumper af min Børnelærdom randt mig ihu, Bibelens Stiltone sang for mine Øren, og jeg talte ganske sagte med mig selv og lagde Hovedet spydigt paa Siden. Hvi bekymred jeg mig for, hvad jeg skulde æde, hvad jeg skulde drikke, og hvad jeg skulde iføre den usle Maddiksæk kaldet mit jordiske Legem? Havde ikke min himmelske Fader sørget for mig, som for Spurvene under Himlen, og vist mig den Naade at pege paa sin ringe Tjener? Gud havde stukket sin Finger ned i mit Nervenet og lempeligt, ganske løseligt bragt lidt Uorden i Traadene. Og Gud havde trukket sin Finger tilbage, og der var Trevler og fine Rodtraade paa Fingeren af mine Nervers Traade. Og der var et aabent
