24
bukked to Gange for mig, idet jeg fjærned mig, og jeg vendte mig endnu engang og sagde Farvel.
I Trappen mødte jeg en Kone, som bar en Vadsæk i Haanden. Hun trykked sig ængsteligt til Siden, forat give mig Plads, og jeg greb uvilkaarligt i Lommen efter noget at give hende; da jeg ikke fandt nogen Ting, blev jeg flau og gik hende duknakket forbi. Lidt efter hørte jeg, at ogsaa hun banked paa til Sjappen; der var et Staaltraadsprinkel paa Døren, og jeg kendte straks igen den klirrende Lyd, naar et Menneskes Knoger berørte det.
Solen stod i Syd, Klokken var omtrent tolv. Byen begyndte at komme paa Benene, det nærmed sig Spadsertiden, og hilsende og leende Folk bølged op og ned ad Karl Johan. Jeg klemte Albuerne i Siden, gjorde mig liden og slap ubemærket forbi nogle Bekendte, som havde indtaget et Hjørne ved Universitetet, forat beskue de forbigaaende. Jeg vandred opad Slotsbakken og faldt i Tanker.
Disse Mennesker, jeg mødte, hvor let og lystigt vugged de ikke sine lyse Hoveder og svinged sig gennem Livet som gennem en
