332
»Jeg er ikke befaren,« sagde jeg, »men jeg kan gøre det, De sætter mig til. Hvor gaar Turen?«
»Vi er ballastet til Leeds efter Kul for Cadix.«
»Godt!« sagde jeg og tvang mig ind paa Manden. »Jeg er lige glad, hvor det bærer hen. Jeg skal gøre mit Arbejde.«
Han stod en Stund og saa paa mig og tænkte sig om.
»Har du ikke faret før?« spurgte han.
»Nej. Men som jeg siger Dem, sæt mig til et Arbejde, og jeg skal gøre det. Jeg er vant til noget af hvert.«
Han tænkte sig atter om. Jeg havde allerede sat mig levende i Hovedet, at jeg vilde tage med, og jeg begyndte at ængstes for at blive jaget iland igen.
»Hvad mener De saa, Kaptejn?« spurgte jeg endelig. »Jeg kan virkelig gøre, hvad det skal være. Hvad siger jeg! Jeg maatte være en daarlig Mand, om jeg ikke gjorde mer, end netop det, jeg var sat til. Jeg kan tage to Vagter i Træk, om det gælder. Det har jeg godt af, og jeg holder nok ud med det.«
