329
hen til mig og bad mig næsten tænderskærende om at gaa.
Og jeg forlod hende.
He, Mage til uefterretlig Kagekone skulde man aldrig have set! Hele Tiden, mens jeg gik hen ad Torvet og aad paa mine Kager, talte jeg højt om Konen og hendes Uforskammethed, gentog for mig selv, hvad vi begge havde sagt til hinanden, og syntes, at jeg havde været hende langt overlegen. Jeg aad af Kagerne i alle Folks Paasyn og talte om dette.
Og Kagerne forsvandt en efter en; det forslog intet, hvor meget jeg tog tillivs, jeg var lige bundløst hungrig. Herregud dog, at det ikke vilde forslaa! Jeg var saa graadig, at jeg endog nær havde forgrebet mig paa den sidste Kage, som jeg lige fra Begyndelsen havde bestemt mig til at spare, gæmme til den lille nede i Vognmandsgaden, Gutten, som havde leget med Papirstrimlerne. Jeg husked ham stadigt, kunde ikke faa mig til at glemme hans Mine, da han sprang op og bandte. Han havde vendt sig om mod mit Vindu, da Manden spytted ned paa ham, og han havde ligefrem set efter, om ogsaa jeg skulde le deraf.
