328
Hun knurred vredt, vægred sig haardnakket for at udlevere noget af, hvad hun havde paa Bordet, rykked endog et Stykke Kage ud af min Haand og lagde det tilbage paa sin Plads. Jeg blev vred, slog i Bordet og trued med Politiet. Jeg skulde være naadig mod hende, sagde jeg; hvis jeg tog alt, hvad mit var, saa vilde jeg ruinere hele hendes Butik, for det var en farlig Masse Penge, jeg havde leveret hende i sin Tid. Men jeg vilde ikke tage saa meget, jeg vilde i Virkeligheden kun have halv Valutta. Og jeg skulde ovenikøbet ikke komme igen mer. Det maatte Gud bevare mig for, eftersom hun var af den Slags Mennesker . . . .
Endelig lagde hun frem endel Kager til en ublu Pris, fire fem Stykker, som hun taksered til det højeste, hun kunde finde paa, og bad mig tage dem og gaa min Vej. Jeg kævled fremdeles med hende, paastod, at hun snød mig for mindst en Krone af Pengene og desuden udsuged mig ved sine blodige Priser. Ved De, at der er Straf for slige Kæltringstreger? sagde jeg. Gud bevare Dem, De kunde komme paa Slaveriet for Levetiden, gamle Asen! Hun slængte endnu en Kage
