326
»Ja, nu kommer jeg, forat faa Kagerne.«
Det forstaar hun ikke.
»Kagerne,« gentager jeg, »nu kommer jeg, forat faa dem. Ialfald endel, første Forsyning. Jeg trænger ikke alt idag.«
»Kommer De, forat faa dem?« spørger hun.
»Jagu kommer jeg, forat faa dem, ja!« svarer jeg og ler højt, som om det burde have været indlysende for hende allerede straks, at jeg kom, forat faa dem. Jeg tager ogsaa nede paa Bordet en Kage, et Slags Franskbrød, som jeg begynder at spise paa.
Da Konen ser dette, letter hun sig op i Kælderhullet, gør uvilkaarlig en Bevægelse, som forat beskytte sine Varer, og hun lader mig forstaa, at hun ikke havde ventet mig tilbage, forat berøve hende dem.
Ikke det? siger jeg. Jasaa, ikke det? Hun var mig virkelig en kostelig Kone! Havde hun nogensinde oplevet, at nogen havde givet hende til Forvaring en Slump Kroner, uden at vedkommende havde krævet dem tilbage? Nej, ser De der! Troed hun kanske, at det var stjaalne Penge, siden jeg havde slængt dem til hende paa den Maade? Naa, det troed hun dog ikke; det var endda godt, virkelig godt!
