324
Klokken blev fem. Jeg faldt atter sammen efter min lange nervøse Ophidselse og begyndte paany at føle den tomme Susen i mit Hoved. Jeg stirred ret frem, holdt Øjnene stive og saa ud for mig henimod Elefantapoteket. Sulten rased rigtig stærkt i mig da, og jeg led meget. Mens jeg sidder saaledes og ser ind i Luften, klarner der sig lidt efter lidt for mit stive Blik en Skikkelse, som jeg tilslut ser aldeles tydeligt og genkender: det er Kagekonen ved Elefantapoteket.
Jeg rykker til, retter mig op paa Bænken og begynder at tænke mig om. Jo, det havde sin Rigtighed, det var den samme Kone foran det samme Bord paa det samme Sted! Jeg plystrer et Par Gange og knipser i Fingrene, rejser mig op fra Bænken og begynder at gaa henimod Apoteket. Ikke noget Nonsens! Jeg gav Fan, enten det var Syndens Penge eller gode norske Høkerpenge af Sølv fra Kongsberg! Jeg vilde ikke være latterlig, man kunde dø af formeget Hovmod . . . .
Jeg gaar frem til Hjørnet, tager Sigte paa Konen og stiller mig op foran hende. Jeg smiler, nikker kendt og indretter mine Ord,
