320
paa mit Drama, skriver ned alt, som falder mig ind, blot forat blive hurtigt færdig og komme afsted. Jeg vilde indbilde mig selv, at jeg havde et nyt stort Øjeblik, jeg løj mig fuld, bedrog mig aabenlyst og skrev væk, som om jeg ikke behøved at søge efter Ordene. Det er godt! det er virkelig et Fund! hvisked jeg alt imellem; skriv det bare ned!
Tilslut begynder imidlertid mine sidste Repliker at blive mig mistænkelige; de stak saa stærkt af mod Replikerne i de første Scener, desuden havde der slet ikke lagt sig nogen Middelalder i Munkens Ord. Jeg knækker min Blyant over mellem mine Tænder, springer op, river mit Manuskript itu, river hvert Blad itu, kaster min Hat paa Gaden og tramper paa den. Jeg er fortabt! hvisker jeg for mig selv; mine Damer og Herrer, jeg er fortabt! Og jeg siger ikke andet end disse Ord, saalænge jeg staar der og tramper paa min Hat.
En Politibetjent staar nogle faa Skridt borte og iagttager mig; han staar midt ude i Gaden og lægger ikke Mærke til noget andet end mig. Idet jeg slaar Hovedet op, mødes vore Øjne; han havde kanske staaet der i længere Tid og bare set paa mig. Jeg tager
