317
Tilfredsstillelse, at jeg begik stiv Mened. Jeg berused mig i denne mageløse Synd, jeg rakte mine tre Fingre ivejret og svor med dirrende Læber i Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn, at det var Kaalhoveder.
Tiden gik. Jeg lod mig falde ned paa et Trappetrin ved Siden af mig og tørred Sveden af min Pande og Hals, trak Vejret til mig og tvang mig til at være rolig. Solen gled ned, det led ud paa Eftermiddagen. Jeg begyndte igen at gruble over min Stilling; Sulten blev skammelig mod mig, og om nogle Timer vilde det atter være Nat; det galdt at finde paa en Raad, mens der endnu var Tid. Mine Tanker begyndte igen at kredse om Logihuset som jeg var bleven fordrevet fra; jeg vilde aldeles ikke vende tilbage dertil, men kunde alligevel ikke lade være at tænke paa det. Egentlig havde Konen været i sin gode Ret til at kaste mig ud. Hvor kunde jeg vente at faa bo hos nogen, naar jeg ikke kunde betale for mig? Hun havde ovenikøbet givet mig Mad nu og da; endog igaaraftes, da jeg havde opirret hende, havde hun budt mig to Smørogbrød, af Godhed havde hun budt mig dem, fordi hun vidste, at jeg trængte til dem. Saa jeg
