312
Jeg rejste mig og gik til Døren, uden at agte paa Værtens rasende Tegn til mig om at fare stille frem. Jeg gik bestemt og fast i Sind ud af Forstuen, opad Trapperne til anden Etage og traadte ind i mit gamle Værelse. Styrmanden var der jo ikke, og hvad var der saa ivejen for, at jeg kunde sidde her et Øjeblik? Jeg skulde ikke røre nogen af hans Sager, jeg skulde slet ikke bruge hans Bord engang, men slaa mig ned paa en Stol ved Døren og være glad til. Jeg folder heftigt Papirerne ud paa mine Knæ.
Nu gik det i flere Minutter aldeles udmærket. Replik efter Replik opstod fuldt færdig i mit Hoved, og jeg skrev uafbrudt. Jeg fylder den ene Side efter den anden, sætter afsted over Stok og Sten, klynker sagte af Henrykkelse over min gode Stemning og ved næsten ikke af mig selv. Den eneste Lyd, jeg hører i denne Stund, er min egen glade Klynken. Der faldt mig ogsaa ind en saare heldig Idé med en Kirkeklokke, som skulde smælde i at ringe paa et vist Punkt i mit Drama. Alt gik overvældende.
Saa hører jeg Skridt i Trappen. Jeg skælver og er næsten fra mig selv, sidder saa-
