310
Jeg tog atter mine Papirer op og vilde vise alle uvedkommende Indtryk tilbage. Jeg var standset midt i en Sætning i Dommerens Tale: »Saa byder mig Gud og Loven, saa byder mig mine vise Mænds Raad, saa byder mig og min egen Samvittighed . . . .« Jeg saa ud af Vinduet, forat tænke efter, hvad hans Samvittighed skulde byde ham. En liden Støj trængte ud til mig fra Stuen indenfor. Naa, det angik ikke mig, aldeles ikke; Oldingen var desuden død, døde kanske imorges ved fire Tiden; det var mig altsaa inderlig knusende ligegyldigt med den Støj; hvorfor Fan sad jeg da og gjorde mig mine Tanker om den? Rolig nu!
»Saa byder mig og min egen Samvittighed . . . .«
Men alt havde forsvoret sig imod mig. Manden stod slet ikke ganske rolig henne ved Nøglehullet, jeg hørte nu og da hans indeklemte Latter og saa, at han rysted; ude paa Gaden foregik der ogsaa noget, som adspredte mig. En liden Gut sad og pusled for sig selv i Solen over paa det andet Fortoug; han aned Fred og ingen Fare, knytted blot endel Papirstrimler sammen og gjorde ingen Fortræd.
