308
Hus igen. Jeg gik ind i Gaarden. Endnu mens jeg gik over disse ujævne Stene paa Gaardspladsen, var jeg usikker og havde nær vendt om ved Døren. Jeg bed Tænderne sammen. Nej, ingen utidig Stolthed! I værste Fald kunde jeg undskylde mig med, at jeg kom for at sige Farvel, tage ordentlig Afsked og gjøre en Aftale angaaende min Gjæld til Huset. Jeg aabned Døren til Forstuen.
Jeg blev staaende aldeles stille indenfor. Lige foran mig, blot i to Skridts Afstand, stod Værten selv, uden Hat og uden Frakke, og kiged ind gennem Nøglehullet til Familjens egen Stue. Han gjorde en tyst Bevægelse med Haanden, forat faa mig til at være stille, og kiged atter indad Nøglehullet. Han stod og lo.
»Kom hid!« sagde han hviskende.
Jeg nærmed mig paa Tæerne.
»Se her!« sagde han og lo med en stille, hidsig Latter. »Kig ind! Hi-hi! Der ligger de! Se paa Gammeln! Kan De se Gammeln?«
Inde i Sengen, ret under Kristus i Oljetryk og lige mod mig, saa jeg to Skikkelser, Værtinden og den fremmede Styrmand; hendes
