305
Jeg vaagned af, at Mennesker talte i min Nærhed, og da jeg havde summet mig lidt, saa jeg, at det var lys Dag, og at alle Folk var kommet paa Benene. Jeg rejste mig og gik bort. Solen brød op over Aaserne, Himlen var hvid og fin, og i min Glæde over den skønne Morgen efter de mange mørke Uger glemte jeg alle Sorger og syntes, at det mangen Gang havde været værre for mig. Jeg klapped mig paa mit Bryst og sang en liden Stump for mig selv. Min Stemme lød saa daarlig, rigtig medtagen lød den, og jeg rørte mig selv til Taarer ved den. Denne pragtfulde Dag, den hvide, lysdrukne Himmel virked ogsaa altfor stærkt paa mig, og jeg stak i at græde højt.
»Hvad er det, som fejler Dem?« spurgte en Mand.
Jeg svared ikke, hasted blot bort, skjulende mit Ansigt for alle Mennesker.
Jeg kom ned til Bryggerne. En stor Bark med russisk Flag laa og lossed Kul; jeg læste dens Navn, »Copégoro«, paa Siden. Det adspreded mig en Tidlang at iagttage, hvad der foregik ombord i dette fremmede Skib. Det maatte være næsten udlosset, det laa allerede
