304
Jeg sov til fem–seks Tiden om Morgenen. Det var endnu ikke lyst, da jeg vaagned, men jeg stod alligevel op med det samme; jeg havde ligget i fulde Klæder for Kuldens Skyld og havde intet mer at klæde mig paa. Da jeg havde drukket lidt Vand og i al Stilhed faaet Døren aabnet, gik jeg ogsaa straks ud, idet jeg frygted for at træffe min Værtinde paany.
En og anden Konstabel, som havde vaaget Natten ud, var det eneste levende, jeg saa i Gaderne; lidt efter begyndte ogsaa et Par Mænd at slukke Gaslygterne omkring. Jeg drev om uden Maal og Med, kom op i Kirkegaden og tog Vejen ned til Fæstningen. Kold og endnu søvnig, mat i Knæerne og Ryggen efter den lange Tur og meget sulten, satte jeg mig ned paa en Bænk og døsed en lang Tid. Jeg havde i tre Uger levet udelukkende af de Smørogbrød, som min Værtinde havde givet mig Morgen og Aften; nu var det netop et Døgn, siden jeg fik mit sidste Maaltid, det begyndte at gnave mig slemt paany, og jeg maatte have en Udvej ret snart. Med den Tanke sovned jeg atter ind paa Bænken . . . .
