303
»Nej, det gaar ikke an at jage Folk ud imod Natten, ved du. Der er Straf for det.«
Jeg vidste ikke, om der var Straf herfor, jeg kunde ikke sige det; men det var maaske saa, og Konen besinded sig ganske snart, blev rolig og talte ikke til mig mer. Hun lagde endog to Smørogbrød frem til mig til Aftens, men jeg modtog dem ikke, bare af Taknemmelighed mod Manden modtog jeg dem ikke, idet jeg foregav, at jeg havde faaet lidt Mad ude i Byen.
Da jeg endelig begav mig ud i Forstuen, forat gaa tilsengs, kom Madamen efter mig, standsed paa Dørstokken og sagde højt, mens hendes store, frugtsommelige Mave strutted ud imod mig:
»Men det er sidste Nat, De ligger her, saa De ved om det.«
»Ja, ja!« svared jeg.
Der blev vel kanske ogsaa en Raad til Husly imorgen, hvis jeg gjorde mig rigtig Flid for det. Et eller andet Skjulested maatte jeg dog finde. Foreløbig glæded jeg mig over, at jeg ikke behøved at gaa ude inat.
