297
fuldt optagne af dette Arbejde. De havde fundet sig hver sit Halmstraa, som de stak ham i Ørene med. Jeg saa paa dette en Stund og blanded mig ikke ind i det. Den gamle rørte ikke en Finger, forat forsvare sig; han saa blot paa sine Plageaander med rasende Øjne for hver Gang, de stak efter ham, og rysted paa Hovedet, forat befri sig, naar Straaene allerede sad ham i Ørene.
Jeg blev mer og mer ophidset ved dette Syn og kunde ikke faa mine Øjne bort fra det. Faderen saa op fra Kortene og lo ad de smaa; han gjorde ogsaa sine Medspillere opmærksom paa, hvad der foregik. Hvorfor rørte han sig ikke, den gamle? Hvorfor slængte han ikke Børnene væk med Armen? Jeg tog et Skridt og nærmed mig Sengen.
»Lad dem være! Lad dem være! Han er lam,« raabte Værten.
Og af Frygt for at blive vist Døren imod Natten, simpelthen bange for at vække Mandens Mishag ved at gribe ind i dette Optrin, traadte jeg stiltiende tilbage til min gamle Plads og forholdt mig rolig. Hvorfor skulde jeg resikere mit Logi og mine Smørogbrød ved at stikke min Næse ind i Familjens Kæv-
